afskaf-privatlivet.dk

Hver gang

Jeg tænker triste tanker

Eller mangler ord

Så går jeg en tur

Igennem København

Og smiler til turister,

Drengebørn og sure billister

Og noterer deres forbavselse:

Tænk, at hun kan

At hun har overskuddet til at smile

Til mig

Som ingen kender

Eller vil

Kendes ved

Til mig

Der ryger alt for meget

Og spiser for usundt

Og ikke kan sige en sammenhængende sætning

Uden et kraftigt kys koffein

Kan ske

Hun måske smiler

Fordi hun godt forstår

At mine dårlige vaner

Blot er ønsker om at hele

Mine mange åbne sår

Inden i min krop er der altid varmt. Min livmoder pumper blod ud af sig hver måned. Mit hjerte gør det altid. Uden undtagelser. Bliver ved og ved med at slå i varmen i mit bryst. Gåsehud. Stive brystvorter. Blå læber. Men inden i min krop er der altid varmt. “Jeg ville ønske, jeg ikke vidste, hvordan kroppen ser ud under huden”. Sådan skrev min ven engang. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan kroppen ser ud under huden, men den føles levende. Nyder, lider, hungrer, værker, vokser, ryster, tøver, sover, ånder, lever. Er.
På en dag som i dag hvor menstruationen triumferer i min krop, mærker jeg så tydeligt kraften i mit levende hylster. Smerten i mit underliv. Den glidende, vamle fornemmelse når blodet siver ned gennem mit indre. Hvordan det vender sig og løsner sig i livmoderen og varmen bare fortsætter med at ske.

De dybeste novembertanker fra en 19-årig gymnasieelev, der var overbevist om, at hun skulle være voksen efter gymnasiet, og at hun ville blive lykkelig af at farve håret med henna.

9. November 2009
… Jeg stresser lidt mig selv, for jeg har ingen planer for fremtiden. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg snart er voksen. Det hele er så uoverskueligt. Bare man kunne trylle sig tilbage til dengang, man gik på efterskole. Der var ikke noget, man skulle bekymre sig om. Nu har alle valg konsekvenser, og man ender altid med at fortryde et eller andet…

… Jeg har lyst til at blive oppe hele natten og lave ingenting – og så blive hjemme fra skole i morgen og se film. Men det kan man bare heller ikke. Jeg tænker meget over tingene lige for tiden. Bliver let bevæget og har endda lyst til at græde til tider…

… Jeg overvejer så mange ting. At farve mit hår med henna eller at blive klippet korthåret. At sige fuck til alting og så bare skride. Men igen tror jeg ikke, at jeg kunne klare det. Har altid troet, at jeg sagtens kunne tage tingene som de kommer. Men det går lige så stille op for mig, at jeg godt kan lide at have styr på alting. Jeg har ikke noget imod, at det roder lidt på værelset, men kan også godt lide, at der er ordentligt…

… Jeg vil gerne fremstå som et menneske, der virker meget tilfældigt, men som stadig har overskud til at tage sig af andre. Selvom jeg altid har sagt, at andres meninger ikke rager mig, vil jeg alligevel gerne vide, hvad de tænker. Det er lidt fjollet at være sådan, men det er vel bare mig…

… Jeg glæder mig og glæder mig. Pludselig er det overstået, og det er ovre. Lev i nuet. Tag en dag ad gangen og glæd dig over, at det hele jo egentlig går meget godt…

Jeg har altid været tiltrukket af det tilfældige møde, den desperate idé om, at det er muligt at skabe en helt særlig tosomhed med en person, man møder i bussen. I svømmehallen. På en bjergtop i Himalaya. Jeg har et særligt rastløs, nervøst blik, jeg kigger efter, og hvis jeg ikke selv får spottet de desillusionerede, grænsesøgende typer, så finder de selv mig. Sådan har det været, siden min første forelskelse forlod mig fuldstændig heartbroken i et telt på Roskilde Festival i 2011. Derefter har mit kærlighedsliv bestået af en lang parade af søgende individer. Der har været passion, dæmoner, romantiske forestillinger om hinanden og fucking mange feelings, men et absolut minimum af stabilitet og hensynstagen. Vi har ikke brugt tid på at lære hinanden at kende, fordi der har været en eller anden idé om, at vi har kunnet gennemskue hinanden lige fra starten. Eller, sådan har de fleste af mine forhold i hvert fald været. De har bygget på en uholdbar idé om, at man ved, hvem den anden er, fordi noget i en instinktivt har mødt genkendelse. Hvilket er noget bullshit. Ligesom det var bullshit, da én beskyldte mig for at have sex med andre fyre, eller da en anden afsluttede vores forhold med en lang mail om, hvad der var galt med mig. Jeg har været så desperat efter at undslippe ensomheden, at jeg har set folk, der ikke har været rigtige for mig. Jeg har lavet havregrød til dem i min lejlighed, fortalt dem om min familie, fundet mærker på min krop efter sex med dem og undladt at sige dem imod, fordi mænd ikke kan lide kloge piger. Fornemmelsen af tosomhed har opvejet det, at jeg ofte har måttet give afkald på noget i mig selv i mine relationer.
Hvilket ikke er så godt. Men nogle gange skal det gå rigtig galt, før man gør noget ved det. For mit vedkommende var det vedvarende trusler, der fik bægeret til at flyde over, trusler, der fik mig til at stå med panikangst på en bro under en løbetur og overveje, om man blot skulle kaste sig ud, gøre en ende på det hele, fordi hvad fuck er meningen overhovedet, den er der ikke, folk er nogle idioter, verden rummer intet godt. Eller bare. Følelsen af at alle i virkeligheden er ligeglade. Men alle er ikke ligeglade. Og det ved jeg godt. For det meste. Og fra nu af vil jeg prøve at fokusere på mennesker, der ved, hvem jeg er. Og som ikke er ligeglade. Og tage mig tid til at lære folk lidt bedre at kende, inden der sker alt muligt.

Der er mange ting i mit liv, der ikke går som smurt. Jeg er håbløs bagud med mit studie, mit kærlighedsliv er ikke-eksisterende, jeg snakker ikke med min far og er altid lidt den der bliver valgt til sidst i gruppearbejde.
Men hvad går så egentlig godt? Det skal jeg sige jer, for jeg har lavet en liste!

– Der er frisk drikke-vand i min vandhane. Og det skal man altså sætte pris på.
– Skyr var på tilbud i Lidl i dag.
– Jeg har næsten betalt hele mit lån tilbage.
– Jeg er så priviligeret, at jeg har kunne se “Yes to the dress” på Kanal 4 hele dagen.
– Jeg har ikke råd til at gå i byen, men har en gammel flaske gin herhjemme. YES
– De fleste af mine venner er ude at rejse, så det er derfor jeg føler mig ensom. Jeg er ikke alene i verden.
– Jeg smadrede et glas i dag, men har ikke fået et eneste glasskår i foden.
– Jeg har en tinderdate at se frem til.
– Jeg er ikke i familie med Honey Boo Boo.
– Jeg har en vaskemaskine.
– Jeg er ikke hjemløs.
– Selvom det går skidt, så tror jeg, at jeg er på rette vej.
– Jeg har massere af tæpper og stearinlys!

Mit liv er ikke mit

Som bølger følger jeg en retning

Lader vinden blæse mig til B

Falder for solnedgange og lyserøde skyer

Går mellem mennesker og steder

Finder små sidespor

 

Livet skal ikke være vandret

Tilværelsen skal være uregelmæssig

Bølget og krøllet

Ligesom når du laver ringe i vandet

Så er der en som skal forstyrre det

Og der vil blive skabt nye vandbølger

 

Jeg er midt ude i Atlanten

Intet nærmer sig min horisont

Jeg indstiller arbejdskraften i mine ben

Mentalt er jeg stadig på dybt vand

Men jeg går bare på gaden

Og lader tyngdekraften hive mig ned

Den største trussel mod kreativ skrivning er hele vores opdragelse i at skrive med et formål. I folkeskolen og videre op i gymnasiet lærer vi at skrive kronikker, litterære artikler, essays, reportager, formelle breve, SRP’er, tyske oversættelser, forfatterportrætter, boganmeldelser, lejlighedssange, indholdsfortegnelser, litteraturlister, konklusioner og diskussioner, og en helt masse andet med faste rammer, snorlige linjer og ubrydelige regler. Vi lærer at følge retningslinjerne inden for dansk grammatisk og at lytte til retskrivningsordbogen, som var det vores bibel. Vi lærer at være opmærksomme på modtager, afsender, målgruppe, tid og sted. Og vi lærer, at det er problematisk at sætte OG efter PUNKTUM, bruge for mange opremsninger – for mange parentetiske sætninger. Vi skal have vores kilder i behold! Fodnoter, gode argumenter med et solidt belæg, der understreger troværdigheden. Begiv dig endelig ikke ud i noget drastisk, før du har 1 fransk filosof, 2 politikere og 3 sprogforskere med lange humanistiske uddannelser bag din ryg (og husk endelig at gøre brug af statistik). Vigtigst af alt, så skal der eksistere én RØD TRÅD i teksten – ikke flere af slagsen under hver af ordene i Word.

I de tidlige folkeskoleår skrev vi “mylderskriv”. Vi blev bedt om at skrive alt det, vi lige kunne komme i tanke om, ned på et papir uden at tænke på kronologi og stavefejl. Hvis vi ikke kunne finde på noget, skulle vi skrive: “Jeg kan ikke finde på noget”. Og selvom den sætning optrådte ofte i min mylderskriv-bog, har jeg også skrevet en novelle om en død engel, en sang om et får og historien om dengang jeg vandt stort i bowling på min 10-årsfødselsdag (3 usande beretninger fra et barns livlige fantasi). Pointen er, at vi fik lov! Vi skrev også fristile og digte uden overordnede emner, og når vi havde vikar, fik vi lov at tegne alt det, vi lige kunne finde på i det øjeblik.

Idag kan jeg knap nok skrive dagbog uden at tænke over, hvordan formen spiller godt sammen med emnet, eller hvordan Jeg tydeliggøre pointen, så en eventuel modtager har en chance for at forstå mine dagligdagstanker. Jeg læser ofte grundig korrektur på mine sms’er og vil hellere placere en stor blå plet midt på mit postkort, der er skrevet med kuglepen, for at rette et nutids-r. Jeg tøver ikke med at fordømme facebookstatusser med stavefejl eller med for mange gentagelser, og jeg ser helt bort fra indholdet, hvis jeg spotter en dårlig formulering i et fødselsdagskort. Det er pinligt, at jeg har glemt, hvad det hele handler om. Et sætning, der er skrevet på baggrund af spontan lyst til at udtrykke sig skriftligt eller mundtligt skal ikke dømmes til at være mere uintelligent end det sproglige akademiske indhold i en Informationsartikel, som der både er brugt tid, korrekturlæsere og synonymordbog til at kreere! Sproget bliver først interessant, når det får sin individuelle form hos forskellige mennesker med forskellige liv. Sproget er sjovt, når det ikke følger opskrifter, og når det kan føre indholdet ud i alle mulige forskellige retninger, som ikke kunne blive forudset af et abstract eller en problemformulering. Sproget er først rigtig ærligt, når det er impulsivt – når ordene bliver skrevet lige efter, eller samtidig, med, at de bliver tænkt igennem, så de bliver et udtryk for den følelsestilstand, man er i i øjeblikket.

For at redde mine egne tekster fra at blive kreativitetsforladte, ensformige og for distanceret fra mig som menneske, bliver jeg nødt til ikke at læse dem igennem 100 gange, og jeg bliver nødt til at finde mig i, at jeg efterlader et par stavefejl en gang imellem. Jeg skriver om det, der er mig absolut mest på sinde i det sekund, jeg åbner computeren, og ikke om det, jeg forestiller mig en eventuel modtager ville tage godt imod. Jeg prøver at tvinge mig selv til at skrive noget ned, når jeg er i den helt rigtige følelsestilstand: Trist, forelsket, ensom, vred, jaloux, taknemmelig osv. Og jeg prøver at undgå at skrive, når min samvittighed fortæller, at jeg bør gøre det. Hvis bloggen  ikke er blevet opdateret i et par uger, er der simpelthen bare ikke noget, der fylder nok, til der er behov for at skrive det ned.

Undskyld til dem jeg gramma-shamer, når mine dyriske danskstuderende-impulser (og normerne) overmander mig. Sproget eges af ingen og skal derfor ikke føres i en bestemt retning. Det forventes af os på vores uddannelser, at vi skal skrive med et formål, og at vi skal skrive korrekt. Men for ikke at blive helt til robotter, må vi sætte os ned en gang imellem og skrive myldreskriv ligesom i folkeskolen. Det kommer der nogle gange det bedste ud af.

Nogle ting ændrer sig aldrig

Jeg fjerner stadig ikke min make-up, inden jeg går i seng efter en bytur

Jeg har stadig tendens til at revurdere min livssituation, når jeg vågner alt for sent med ondt i hovedet og tænker på, hvad jeg ellers kunne have brugt denne her morgen på

Jeg sidder stadig i nattrøje og shorts og ser serier med et halvt øje, mens jeg spiller et spil på min mobil og tjekker Instagram

Jeg spiser stadig de samme ovnkartofler med hvidløgsdressing og en eller anden fancy gulerodspuré med chili, som jeg lavede for at virke som et overskudsmenneske

Jeg kommer stadig til at klø mig selv i øjet med chili under neglene, så det svier helt sindssygt

Jeg tjekker stadig snapstories og fortryder det lige efter

Jeg vender stadig alle gårsdagens samtaler i hovedet og skubber hurtigt tankerne væk, hvis det jeg husker, gør mig flov

Jeg savner stadig mine ekskærester, når et afsnit af en serie er slut, og jeg får lyst til at kigge på gamle instagram billeder

Jeg har stadig tømmermænd på den der irriterende overfølsomme måde, hvor jeg bliver nødt til at distrahere mig selv for ikke at have irrationelle tanker

Jeg vil stadig egentlig helst sidde på sofaen i Espergærde med mine søstre og se gamle sæsoner af paradise hotel og spise chips med dip

Jeg tænker stadig på, hvordan jeg nu skal forbedre min livsstil og skære ned på alkohol, spise grønsager og træne på gulvet med min grønne håndvægt

Jeg koncentrerer mig stadig om at retfærdiggøre, at jeg ikke kommer til at foretage mig andet end at sidde her i min seng med mørklægningsgardiner, der skygger for hverdagen

Jeg  er stadig fuld af lave ambitioner lige så vel som de endnu lavere forventninger.

Jeg kan stadig finde på at stene helt vildt og så opdage at flere timer er gået

Jeg er stadig i en komplet stilstandssituation, hvor det eneste handlingsagtige er, når jeg skal spise eller gå på toilettet.

Jeg føler stadig at denne dag er så ligegyldig, at den kunne slettes fra kalenderen

Jeg er stadig socialt handicappet i den forstand, at jeg ikke orker at tage stilling til andre mennesker, men ville ønske de alligevel var her i rummet

Jeg er stadig ensom, besværlig, træt, syg, stenet, irriteret, trist, sulten, usund, irrationel, overfølsom, vred, ulykkelig forelsket (i alle og enhver), fuld  af bekymringer, ligeglad, doven, tavs, angst, deprimeret, ugidelig, urealistisk, pessimistisk, umedgørlig og super ubrugelig.

Men jeg bliver dog stadig ved med at drikke mig fuld

Jeg er stadig bare et menneske i tyverne med utrolig faste tømmermændsvaner, som jeg åbenbart er ude af stand til at ændre på

Jeg sidder i min seng i en krop, der ikke fungerer optimalt efter Roskilde Festival. Energien har forladt mig, da jeg forlod Vest-indgangens porte og trådte i det sidste melankolske RF17-mudder med mine nye gule gummistøvler. Det er varmt idag, og fuglene synger uden for mit vindue, der er gemt bag mørklægningsgardiner. Det er sommer, eksamenerne er overstået, vi har ferie, og vi skal være glade!

Grillmad og drinks florerer på min Instagram, god morgen danmark skriger mig ind i hovedet om bikinikroppe og cykelløb. Jeg har ikke engang pakket min taske ud fra den festival, der sluttede i lørdags. Roskilde 2017 skiller sig ud fra resten af de minder, der ligger bag den andre armbånd i min blå dåse ovre på kommoden. I år har jeg haft mere behov for at være tæt på mine venner og mindre behov for at få alkohol-blackouts og rende rundt og snakke med fremmede og danse på anlæg. Jeg følte mig mere ensom, når jeg gik alene i mørket og mere afhængig af den slags bekræftelse, man får, når et velkendt ansigt griner af ens joke.

En aften sidder vi i en cirkel og spiller drukspil. Jeg kender kun et af menneskerne omkring mig, og jeg bliver ramt af en slags klaustrofobi over at være fanget midt på en mark i en festivalsstol med høje stemmer omkring mig. de bliver ved med at kalde mig “Mathilde” og snakke forbi mig, når jeg lidt desperat prøver at fortælle noget om mig selv, så jeg kan trække dem ind i min båd, så de på den måde ikke længere er fremmede. Men kl. 12 om natten gælder kun Gin og Tonics og de mest nødvendige drukregler. Jeg rejser mig og går ind i mit telt. Der sidder jeg med min halve drink i hånden og stirrer på den gule harald nyborg-farve omkring mig. Skulle det her nu ikke være min festival? Mit safespace og redningsmand, når læseferierne har dræbt min sommergejst? Hvorfor er jeg ikke fuld og glad med en ølbong i halsen? Jeg får nogle tanker, som jeg kender godt efterhånden, og jeg overvejer et kort øjeblik, om jeg skal tage hjem. Kort efter træder et velkendt ansigt indenfor på mit midlertidige gule sygeleje. Har du brug for jeg går eller bliver? BLIVER for gud skyld. Vi ender med at sidde 5 mennesker i det lille telt, og vi griner og fortæller historier, og den dårlige følelse forsvinder langsomt.

Roskilde festival symboliserer fest, fællesskab, sol, dans, lykke og ubeskrivelig glæde! Det er ikke ofte, at vi lægger et billede op på de sociale medier af os selv i en festivalsstol og skriver:” Roskilde var fantastisk! øllene var kolde, musikken god, men onsdag aften var jeg deprimeret i mit telt”. Festen er bare kontinuerlig og ustoppelig og ikke noget dårligt vejr eller dårlige følelser kan ændre derpå. Da jeg stod med en øl i hånden og en udsigt til en festlig aften, og min veninde sagde, at nu vil hun tage hjem, for det havde hun brug for, kunne jeg slet ikke begribe det! Jeg havde først og fremmest mig selv i hovedet. Hun havde jo lovet at feste med mig her, dette enestående øjeblik, og nu er festen og stemningen ødelagt. Kunne hun ikke bare drikke en ekstra øl? Da regnen havde tvunget mig mod teltet kl. 4 om morgenen, fik jeg ondt i maven og lå og tænkte hele natten (morgenen) til lyden af en tung bas fra nabocampen.

Fredagen bød på skybrud. Tre venner og jeg traskede rundt i mudderet med kaffe-bailey og en optimisme, der lige skulle graves frem. Den dag var vi ikke fulde, vi spillede ikke druklege eller lavede vilde snap-videoer. Vi spiste nachos og snakkede om alt det, der lige gik os på. Døden, psyken, akavede sexoplevelser, ekskærester, scoringer, datinglivet, selvtillidsproblemer, venneansvar, de hårde dage og de svære tanker. Vi snakkede om at være egoistisk, når det er det, der skal til, og om at være ærlige om den sindstilstand, man nu er i, så omgangskredsen kan forholde sig til det. En fyr satte sig ved siden af os og roste os for at “snakke dybt” på roskilde festival, og vi endte med nærmest af slås om ordet og rummet til at dele personlige oplevelser og komme med kommentarer til de andres historier. Vi konkluderede, at det er skide svært at være menneske – på den ene eller anden måde, og det på ingen måde er meningen, at nogen skal kunne klare opgaven helt alene. Senere til Foo Fighters fuldendte vi øjeblikket med armene om hinanden og en virkelig flot regnvejrsstemning. At man skal “lære at danse i regnen” er næsten et for tydeligt budskab at putte ind i det her roskildebillede, men det er nu sandt. Man skal kunne prikke sin ven på skulderen og fortælle om, hvordan man sad på Roskilde festival og stirrede på sin Gin og Tonic og følte sig ensom, mens de andre uden for tog ølbongs. Man skal kunne grine af situationen, græde om nødvendigt og derefter acceptere, at den var der. Roskilde festivals mørke nætter – de eksisterer. Men det gør den orange følelse også! Især når Foo Fighters og Lorde gør en dyd ud af at sætte prikken over i’et på en uge i smat og kærlighed.

Fuck, hvor ville jeg bare ønske, at jeg var bedre til at være ærlig

Sådan hudløst Petra Nagel-ærlig

Er det ikke også det den her blog handler om ? At afskaffe filteret ? Fortælle alle jer andre, at jeg heller ikke er en skid perfekt ?

Jeg har altid bildt mig selv ind, at man fortæller hvide løgne for ikke at sårer andre. Og det jo heller ikke fordi jeg siger du skal sige til din kæreste, at hun ser tyk ud i de der jeans….
men hvor ville jeg bare ønske, at jeg var bedre til at være ærlig og sige til min kollega, at han har noget mellem tænderne

Ærlig og havde fortalt min ekskæreste, hvordan jeg i virkeligheden havde det

Ærlig og sagt til min veninde den gang hun virkelig sårede mig

Ærlig og fortælle ham der fyren, hvor lækker han er

Ærlig og smile af en joke jeg smuglytter på i toget

Det er som om, at problemet for mig er at bryde tavsheden, være ærlig omkring mine følelser, tage diskussionerne, fremhæve problematikkerne, være hudløst ærlig….fordi jeg er pisse bange for udfaldet… vil modtageren blive såret af min ærlighed ? Det kan jeg slet ikke ha’, men samtidig så sårer det mig, når jeg ikke står op for mig selv og min ærlige virkelighed…

Det mærkelige er, at jeg ved ikke om alting havde været anderledes (bedre) hvis jeg havde været ærlig overfor min ekskæreste det øjeblik, hvor jeg mærkede følelserne forsvandt væk, men det vel heller ikke fair at holde folk hen fordi man er en kujon og ikke er ærlig … og når det ikke længere bare er en lille hvid løgn, men sådan store ting, så ville jeg virkelig ønske jeg havde været mere ærlig – overfor ham og vigtigst af alt overfor mig selv. Men selv nu, når jeg fortæller om det, kan jeg mærke den dårlige samvittighed, som om mine følelser ikke er okay, fordi de måske sårer ham…

Jeg er så bange for at træde forkert, at jeg hopper rundt uden fodfæste.

Jeg ville ønske jeg var mere ærlig overfor verden , ikke bare bag en anonym tekst, men i de øjeblikke, hvor det gælder. Jeg tror min uærlighed bunder i, at jeg ikke tør stå ved mig selv … Fuck det hader jeg virkelig… helt ærligt …

Jeg er så bange for at være ærlig, at jeg endda har redigeret den her tekst inden jeg sendte den … for hvad vil i mon ikke tænke om den ærlige mig?

Jeg tror på en eller anden måde, så er det her tankeskribleri er et løfte til mig selv om at være mere ærlig overfor verden.
Jeg starter med at smile af den joke drengerøvene ved siden af mig i toget lige har fyret af …. og måske jeg når til at fortælle min veninde, at det stadig gør ondt, når jeg husker tilbage på dengang hun brændte mig af, da det virkelig gjaldt…. og måske en dag kan jeg være så ærlig, at jeg bare er helt mig selv, ærlige mig selv, når jeg møder nye mennesker … det tror jeg, at jeg ville føle mig virkelig godt tilpas med.

(K)ærlig hilsen mig